Innovationspris_1

Kontakt

Sussi Nyled Heinrichson
Portalen 2
2670 Greve
Tlf.43 95 80 84
suh@grevebib.dk

Læs For Mig har modtaget Greve Kommunes Innovations-skulderklap. Direktør Maj Buch overrækker prisen til Sussi Nyled Heinrichson og Anya Mathilde Poulsen.

Siden maj i år har Læs For Mig arbejdet intensivt med at styrke lysten til at læse blandt børn i Greve Kommune.

Via e-fortællinger med inspiration fra lokalområdets spændende historie under 1. verdenskrig samt en lang række inspirerende læse-initiativer på tværs af skoler, biblioteker og områdets butiksliv har Læs For Mig sat stærkt ind på at tænde læsegnisten hos kommunens børn. 

Mandag den 1. december var der hæder til projektets to bærende kræfter, Sussi Nyled Heinrichson og Anya Mathilde Poulsen, fra direktionen i Greve Kommune, som tildelte Læs For Mig kommunens særlige Innovationsskulderklap for en ekstraordinær indsats.

Et innovativt og enestående projekt

Kommunaldirektør Allan Vendelbo begrundede prisen med ordene: ”Sussi og Anya brænder for projektet, og de har efter projektstart udvidet, udfordret og udbredt dette projekt i langt højere grad, end hvad man kunne og ville forvente. Det er to virkelig innovative ildsjæle, som ikke tager et nej for et nej, men stædigt går i klinch med alle og får overbevist dem om, at dette projekt er enestående”.

I begrundelsen fremhæves det, at Læs For Mig er et unikt tværgående samarbejde, hvor der er skabt en konkret forbindelse til skolerne i kommunen, og hvor tværfaglig undervisning i den nye folkeskolereform understøttes.

Læs For Mig er Greve Kommunes bidrag til Kulturministeriets kampagne Danmark Læser, der har som formål at få flere i den danske befolkning til at læse mere skønlitteratur. Kampagnen gennemføres i 12 kommuner landet over og løber til marts 2015, hvor der kåres en vinder. Der var 49 kommuner i ansøgerfeltet til de 12 pladser i kampagnen.

Læs For Mig modtager Greve Kommunes Innovationsskulderklap. Foto: Thomas Knygberg.